Handlinger tilknyttet webside

Soludbrud


Filmen viser en CME optaget med LASCO, koronagrafen ombord på SOHO. Bemærk at filmen kører med hurtig hastighed. En masseudkastning tager normalt flere timer. Klik på billedet for at se klippet. (SOHO).

Film af to kometer efterfulgt af en CME. Klik på billedet for at se klippet. (SOHO).

 

cme_1.jpg

Sammensat billede af en CME. Den yderste ring er observeret med koronograf på en satellit, den midterste ring er optaget med koronagrafen på Mauna Loa, og den inderste del er billedet, der viser protuberensen, er optaget i ultraviolet lys. Man ser at protuberensen bliver skudt ud nedenunder CME'en.

 
 

En af de slags soludbrud, som vi i dag kender, kaldes masseudkastninger. Solens korona er en meget varm og tynd dle af Solens yderste atmosfære. Og det er herfra masseudkastningerne sker. Det er en voldsom energiudladning, hvor en stor mængde stof slynges ud i rummet med stor fart. Hvis du observerer Solens udstrakte korona under et soludbrud, kan du simpelthen se stoffet blive slynget ud. En masseudkastning fra Solens korona forkortes til CME fra det engelske Coronal Mass Ejection.

På normal vis kan du kun se koronaen ved solformørkelse, hvor månen afskærmer det stærke lys fra solskiven. Men man har bygget et måleinstrument, en såkaldt koronagraf, hvor man kunstigt afskærmer solskivens lys. Med sådan et instrument kan man observere Solen som om det hele tiden var solformørkelse. Det er vanskeligt at konstruere en koronagraf, som virker godt ved Jordens overflade, fordi det her er svært at undgå spredt lys fra atmosfæren. Det kan dog lade sig gøre, for eksempel findes der én på Mauna Loa, en bjergtop på Hawaii. Men man får langt bedre billeder, hvis man observerer fra en satellit udenfor Jordens atmosfære.  På filmklippet kan du se en CME optaget med en koronagraf ombord på SOHO-satellitten.

CME'en er nemmest at observere, hvis den bliver skudt ud til siden som vist på filmklippet. Hvis den har retning mod (eller væk fra) Jorden er den langt sværere at se. Dette hænger sammen med, at CME'en udvider sig kraftigt mens den bevæger sig udaf således at partikkeltætheden aftager. Deved bliver CME'en mere og mere gennemsigtig, og til sidst kan den ikke længere ses med koronagrafen. En CME der bevæger sig mod Jorden kan ikke ses i begyndelsen, fordi den plade i koronagrafen, der afskærmer Solens lys, blokerer udsynet. Den kan først ses, når den har udvidet sig så meget at den er større end denne plade på billedet. CME'en vil da ses som en hel eller delvis ring omkring Solen, og kaldes derfor en halo-CME (halo=glorie). Men på det tidspunkt er den som regel blevet så gennemsigtig, at den kun vanskeligt kan ses. En halo CME kan ikke ses fra Jorden, men med koronagrafen LASCO ombord på SOHO satellitten er det for første gang lykkedes at observere dem.

Hvis man observerer det ultraviolette lys Solen udsender vil man se en del af solatmosfæren der ligger tættere på overfladen end den udstrakte korona. Også her kan man af og til observere at der sker ændringer i forbindelse med et soludbrud.

sol_magnetfelt_2.jpg

Figur 15: Tegning af hvordan man forestiller sig de magnetiske feltlinjer ser ud i en CME. Den gigantiske reb-lignende struktur kaldes en magnetisk sky. Tegning: Susanne Vennerstrøm, DRC.

 

Man mener at soludbruddet skyldes en voldsom udladning af magnetisk energi, men man ved endnu ikke præcis, hvordan det sker. CME'en har naturligvis form efter det magnetiske felt, men fordi CME'en ses i projektion mod himlen er det alligevel svært at få styr på, hvordan feltet egentlig ser ud. Ihvertfald i nogle af CME'erne er man dog overbevist om, at magnetfeltet har form som et snoet reb, som vist på billedet. Mange videnskabsmænd mener også, at den magnetiske sky falder sammen med det mørke 'hul' i den midterste del af CME'en. Men det vides endnu ikke med sikkerhed. Når CME'en bevæger sig ud i rummet, bærer den dette magnetfelt med sig. Man taler om en magnetisk sky i rummet. Hvis CME'en senere på sin vej gennem rummet møder en satellit, og satellitten passerer gennem skyen, kan passagen bl.a. registreres  ved, at satellitten måler en pludselig forøgelse af det magnetiske felt.