Handlinger tilknyttet webside

Astronauternes historie

De første rumrejsende var en flok hårdhudede vovehalse, der mest af alt tjente som forsøgskaniner. I dag er astronauternes opgave først og fremmest at forske.

Yuri GagarinYuri Gagarins to timer i rummet den 12. april 1961 bragte både ham og fædrelandet Sovjet enorm prestige. Men Gagarin var først og fremmest et forsøgsdyr.

Forsøgsdyr prøver rummet af

Opsendelser af frøer, mus, hunde, aber og flere andre dyr havde vist, at organismer udmærket kunne overleve strålingen i rummet og de usædvanlige g-kræfter under opsendelsen, kredsløbet og landingen.

Gagarin afprøvede som den første på sin egen krop, om et menneske kunne fungere normalt under de barske forhold.

Yuri Gagarin var først og fremmest et forsøgsdyr, da han
i 1961 blev sendt ud i rummet som det første menneske.


Gagarins mission var langt fra ufarlig. Derfor blev han og det første hold Sovjet-kosmonauter rekrutteret blandt militære piloter, der var vant til at leve med en vis risiko for liv og helbred. Omkring 3000 piloter søgte det risikable job som kosmonaut, hvor et af de mange krav var, at man ikke måtte være højere end 170 cm., fordi pladsen var meget trang i den lille Vostok-kapsel.

Testpiloter af det rette stof

Også i USA fandt man de første rumfarende blandt de militære piloter. NASAs udvælgelseskomité gik direkte efter testpiloterne, fordi komiteen mente, at denne gruppe opfyldte de afgørende krav til de kommende astronauter: De kunne flyve eksperimentelle fartøjer, håndtere uventede situationer og holde hovedet koldt i stressede situationer. Også amerikanernes højdekrav var skrappe – astronautkandidaterne måtte ikke være højere end 180 cm. Desuden skulle de have en bachelorgrad i ingeniør- eller naturvidenskab.

NASA sendte 110 testpiloter gennem et udskilningsløb med hårde psykologiske og fysiske prøvelser. Kandidaterne skulle blandt andet demonstrere deres udholdenhed ved at holde fødderne i isvand, indtil smerten var uudholdelig, og løbe på løbebånd, indtil de faldt om. En håndfuld hårdhudede kandidater blev til det første hold amerikanske astronauter, ”the Mercury Seven”, og i maj 1961 blev Alan Shepard den første amerikaner i rummet.

Forskernes tur til at opleve rummet

Indtil det amerikanske måneprogram Apollo for alvor fik luft under vingerne i midten af 1960’erne, var der kun en slags astronauter: piloter. Men da Månen kom indenfor rækkevidde, introducerede NASA forsker-astronauten, der skulle foretage videnskabelige undersøgelser på måneoverfladen. Samtidig med, at de videnskabelige mål blev en stadigt vigtigere del af missionerne, blev rumkapslerne større og større. Derfor skærpede både USA og Sovjet kravene til uddannelse, men slækkede på kravene til alder og fysisk form.

NASA begyndte i 1977 at skelne mellem to typer professionelle astronauter: Piloterne, der er ansvarlige for at styre rumfærgen, og missions-specialisterne, der tager sig af eksperimenter og særligt udstyr. Denne skelnen bruges stadig i dag, hvor de faglige krav er højere end nogensinde – den europæiske rumorganisation ser helst, at astronauterne er erfarne forskere med en ph.d.-grad i ryggen. Til gengæld behøver de ikke at være vovehalse på linje med Gagarin, der ikke var sikker på, om han ville overleve turen.