Handlinger tilknyttet webside

Livet i rummet

Astronauter ombord på Rumstationenen har en ret speciel dagligdag. Faktisk giver det ikke rigtig mening at tale om en egentlig ’dag’ i rummet.

Besætningen om bord på den Internationale Rumstation oplever hele 15 solopgange i døgnet. 24-timers-rytmen er dog ikke lige sådan at pille ud af hverken hoved eller krop, så astronauterne organiserer deres tid i rummet efter samme døgnrytme som på Jorden.

Vægtløse drømme

Hver ’morgen’ vågner astronauterne til lyden af et vækkeur, der måske forstyrrer de drømme om vægtløshed, mange astronauter har. De fleste tilbringer natten med soveposen spændt fast til væggen, så de ikke bumper ind i de andre, eller bliver suget hen til ventilationen. 

Efter at have viklet sig ud af soveposerne er det tid til at trække i tøjet, hvilket ikke er helt let i vægtløshed. Der er ingen vaskemaskine ombord, så tøjet bliver kasseret, efter astronauterne har brugt det i tre dage.

At sove i rummet foregår typisk i fastspændte soveposer, eller i små kabiner
så man ikke svæver ud og skader sig selv eller udstyr om bord.

Morgenmad med sugerør

Alle drikke og supper bliver astronauterne nødt til at indtage med sugerør fra plasticposer, så væsken ikke svæver bort under måltidet. Til resten af menukortet har astronauterne brug for ske, eller – hvis det går højt – kniv og gaffel.

Selvom mad i rummet stadig ikke er gastronomi i verdensklasse, er den blevet meget mere spændende de seneste år, især efter man har fundet ud af at gøre maden mere krydret. Vægtløsheden sløver nemlig astronauternes smagsløg, så der skal stærke sager til, før det smager af noget i rummet.

 

Rummelige rum-toiletter

Badene ombord er som regel ganske primitive, men astronauterne sætter pris på dem i en dagligdag, hvor personlig hygiejne ikke er nogen let eller sjov opgave.

Et rum-toilet er lidt af et monstrum, og bruger ikke vand, men suger efterladenskaberne ned i en tank, hvor de bliver opbevaret, indtil de kan smides ud.

Det giver nogle sjove muligheder at spise i vægtløshed.


Mange astronauter har svært ved at vænne sig til toiletforholdene og er trætte af at skulle være spændt fast til toilettet. De nuværende forhold er dog luksuriøse i forhold til tidligere. Fx brød toiletterne om bord på den russiske rumstation ''Mir'' sammen, så kosmonauterne måtte bruge plasticposer i stedet, og moralen ombord tog et vældigt dyk. 

Hårdt arbejde

Hårdt arbejde

Arbejdsdagen i kredsløb om Jorden er som regel travl, og arbejdet kan godt være hårdt. Selvom udstyr, der skal flyttes, er vægtløst, har det stadig en masse. Derfor er det tungt at flytte rundt med under de vanskelige, vægtløse forhold. Tit må astronauterne også arbejde i mærkelige stillinger, som kroppen ikke er vant til.

 

Selvom arbejdet godt kan give sved på panden, er det alligevel ikke nok til at forhindre, at astronauterne mister muskelmasse under opholdet i rummet. Derfor træner de på løbebånd eller kondicykel mindst et par timer om dagen.

Udsigten fra ISS

Fantastisk udsigt

Efter en lang dag slapper de fleste besætningsmedlemmer af med at skrive e-mails hjem, se dvd-film, eller kigge ud af vinduet og nyde den måske mest populære fritidsaktivitet af dem alle: At iagttage Jorden, der ligger knapt 400 km under Rumstationen. De fleste astronauter mener, at udsigten aldrig bliver kedelig.