Handlinger tilknyttet webside

Raketter

Formålet med raketter er at løfte rumfartøjer, satellitter og rumsonder ud i rummet. Men hvordan virker en raket, hvem fik de første idéer til raketter og hvilke raketter bruger vi i dag? Alt det kan du få svar på i denne sektion.

For at nå i kredsløb om Jorden kræves enorme kræfter. Disse kræfter skal være så store, at hverken jetmotorer eller andre traditionelle fremdriftsmidler er tilstrækkelige. Raketterne er indtil videre vores eneste mulighed.

Alle raketter, lige fra nytårsraketter til rumfærgens løfteraketter, udnytter samme princip. En kemisk reaktion producerer gasser, der udvider sig med stor fart og presses ud af rakettens dyse. Dette tryk skubber raketten i den modsatte retning, så raketten bevæger sig fremad.

Fra våben til vartegn

Udviklingen af raketter strækker sig tusind år tilbage, men det er først inden for de sidste 50 år, at vi har kunnet bygge dem store nok til rumfartsbrug.

I den vestlige verden var det Tyskland, der for alvor startede udviklingen af de store raketter. Deres formål var imidlertid ikke rumfart, men krig. Raketterne, V-2, var nemlig bygget til at ramme bl.a. London og skabe frygt og ødelæggelse under Anden Verdenskrig.

Det skulle blive en anden krig, der ansporede udviklingen af egentlige rumraketter. Den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA skabte det kapløb, som resulterede i den type af rumraketter, vi kender i dag.