Handlinger tilknyttet webside

Saturn

Missioner til Saturn

Saturn har haft besøg af en del rumsonder, og lige nu kredser sonden Cassini om planeten og leverer ny viden om planeten og dens måner.

 

Omkreds, masse og omløbstid.

 

Saturn er omgivet af solsystemets største og smukkeste ringsystem, og planetens største måne Titan er den eneste måne i solsystemet med sin egen atmosfære.

SaturnAuroraVi kan ikke sige Saturn uden at komme til at tænke på planetens imponerende ringsystem, der er det største i solsystemet. Ringene danner tilsammen en meget tynd skive af små is- og stenklumper.

Rumteleskobet Hubble, der er i kredsløb om Jorden, har fotograferet ultraviolet nordlys ved begge Saturns poler.

Lyset opstår, når solvinden – som består af ladede partikler fra Solen – rammer gassen i Saturns atmosfære.

 

Fænomenet kan ikke ses fra Jorden, fordi vores atmosfære ikke tillader ultraviolet lys at trænge igennem.


Saturns måne Titan har sin egen atmosfære

Udenfor ringene finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største og den eneste måne i solsystemet, der har en tæt atmosfære.

Saturn minder om sin storebror Jupiter

Saturn selv er en gasplanet ligesom Jupiter og består mest af brint. Den er noget mindre end Jupiter, men stadig næsten hundrede gange så tung som Jorden. Der er ikke så meget aktivitet i Saturns atmosfære som i Jupiters, men vi ser alligevel store hvirvelstorme, de varer blot ikke lige så længe som på den større planet.

Postkort final

Postkort fra Saturn

Alvin er på rundrejse i solsystemet, og sender et postkort hjem fra hvert himmellegeme, han besøger.

Her på siderne kan du læse Alvins postkort.

Kære alle sammen

Allerede på lang afstand var Saturn et sælsomt syn. De mange ringe lå omkring planeten og lyste svagt, som om nogle havde kastet en enorm, skinnende freesbee gennem solsystemet og den tilfældigvis var blevet hængende lige dér, lysende i det mørke rum.

Først da jeg kom tættere på den svævende skive, blev det tydeligt, at den består af utallige tynde ringe. Snart løb den yderste ring under mig som en øde, svagt lysende motorvej. Skæret omkring den var brunligt og den skar sig gennem mørket for til sidst at forsvinde i det fjerne.

I virkeligheden er både den og de øvrige ringe lavet af små klumper is og klippe, men selv fra få hundre kilometers højde ser de ret massive ud. Jeg fik næsten helt lyst til at prøve at lande på en af dem!

I stedet forsatte jeg rejsen indad mod selve planeten og så hvordan skæret omkring ringende skiftede fra brunligt til grønt og senere endnu til blåt. Nogle steder lå disse kosmiske vejbaner tæt sammen. Hist og her smeltede sammen til én for længere henne atter at dele sig. Andre steder fløj jeg lang tid over ingenting, før jeg kom til endnu en skinnende streg.

I går aftes strejfede sonden omsider Saturns tætte, blege skydække og jeg har tilbragt natten svævende over skytoppene. Her er jeg stadig, og nu står Solen snart op igen. Dens lys når allerede op over horisonten og får ringenes ispartikler til at skinne og glitre. Jeg har aldrig set noget lignende. De fylder det meste af himmelen ogligner nærmest en kæmpemæssig, funklende regnbue i mørket.


Kærlig hilsen
Alvin