Handlinger tilknyttet webside

Dværgplaneter

Dværgplaneter

Dværgplaneter skal være runde ligesom rigtige planeter. De skal også kredse om Solen, men de behøver ikke have renset deres bane for andre objekter (is, asteroider og andet) som normale planeter har gjort.

 
 

For tiden er der både en sonde på vej til dvægplaneten Ceres, mens en anden er på vej mod Pluto.

 

De opfører sig næsten som planeter, men har glemt at rydde op omkring deres bane. De kaldes dværgplaneter, og Pluto er én af dem.

PlutoHelt ude forbi de store gasplaneter befinder sig et område kaldet Kuiperbæltet. Her er ganske koldt, det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af solsystemet finder vi blandt andet Pluto, som ikke længere hører til det gode selskab af ægte planeter, men nu er en dværgplanet.

Plutos overflade.

Pluto

I slutningen af det nittende århundrede gik den vilde planetjagt. Man havde forudsagt, at der måtte være en planet længere ude en Uranus, og ganske rigtigt fandt man Neptun. Med selvtilliden i orden, beregnede man, at der måtte være endnu en planet endnu længere ude, og astronomerne gik i gang med at søge. Som det så tit sker, når man leder intenst nok, så fandt astronomerne også noget, der ligende en planet, men det var slet ikke, den de havde forudsagt; for Pluto, som de havde fundet, var alt alt for lille til at kunne påvirke de andre planeters bane nævneværdigt.

Pluto og Charon set fra Hubble teleskopetDet blev en pige på 11 år fra Oxford i England, der fandt på navnet Pluto. Venetia Burney som hun hed, var meget interesseret i klassisk mytologi, og hun syntes at sådan et koldt og mørkt sted langt borte måtte være uhyggeligt, derfor var Pluto et godt navn, da det var navnet på underverdenens gud i den romerske mytologi.

 

Pluto, månerne Charon, Nix og Hydra.

Med en størrelse mindre end Månens, er Pluto ikke stor, det betyder at tyngdekraften er utroligt svag. Samtidig er temperaturen på overfladen minus 240 grader Celsius, hvilket er koldt nok til, at man på Pluto som det eneste sted i solssytemet finder Metan som fast stof. Ellers mener man, at Pluto hovedsageligt består af vand-is.

Eris

Eris

I 2005 opdagede man Xena, som senere ændrede navn til Eris. Eris er større en Pluto, og befinder sig længere ude i Kuiperbæltet, men ellers minder de to dværgplaneter om hinanden.

Eris set fra Hubble rumteleskopet

 

 

 

 

 

Postkort final

Postkort fra Pluto


Alvin er på rundrejse i solsystemet, og sender et postkort hjem fra hvert himmellegeme, han besøger.

Her på siderne kan du læse Alvins postkort.

Kære alle sammen

Solen hænger som en klar men uendeligt fjern prik på den mørke himmel. Den er ikke meget større end de øvrige stjerner og minder mig om, hvor langt jeg er hjemmefra. Det er ikke ret meget af dens lys, der når helt herud, og selvom det er midt på dagen, er her næsten helt mørkt.

Jeg er netop kommet tilbage til rumsonden efter en gåtur i det dunkle, golde landskab. Det vil sige - er nok så meget sagt. Tyngdekraften her nemlig er så lille, at jeg ikke vejer mere end tre-fire kilo. Derfor bevægede jeg mig over de flade sletter i kæmpemæssige spring. Faktisk kunne jeg nemt tilbagelægge tredive meter i et eneste hop. Det føltes næsten som at flyve!  

På denne måde fik jeg hurtigt set mig omkring. Isen glimtede i skæret fra lommelygten og de spredte klippeblokke kastede lange skygger. Hist og her var isen dækket af tykt, sort støv, men alt i alt var der ikke meget at se. Her er goldt, mørkt og afsindigt koldt.

Hele dagen har den store halvmåne hængt lavt over horisonten og fulgt mig på min ensomme færd. Charon, som månen hedder, går aldrig ned, og gennem forruden kan jeg stadig se dens omrids på stjernehimmelen.

På den ene side er jeg ret begejstret for at befinde mig på denne fjerne klode, som ingen – hverken astronauter eller ubemandede sonder – før har besøgt. På den anden side har jeg en lille smule hjemve og fryser som aldrig før. Termometeret viser -220º C og det er så småt på tide at lede efter et varmere sted i solsystemet.
Alvin