Helt ude forbi de store gasplaneter befinder sig et område kaldet Kuiperbæltet. Her er ganske koldt, det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af solsystemet finder vi blandt andet Pluto, som ikke længere hører til det gode selskab af ægte planeter, men nu er en dværgplanet.

Plutos overflade.

Pluto

I slutningen af det nittende århundrede gik den vilde planetjagt. Man havde forudsagt, at der måtte være en planet længere ude en Uranus, og ganske rigtigt fandt man Neptun. Med selvtilliden i orden, beregnede man, at der måtte være endnu en planet endnu længere ude, og astronomerne gik i gang med at søge. Som det så tit sker, når man leder intenst nok, så fandt astronomerne også noget, der ligende en planet, men det var slet ikke, den de havde forudsagt; for Pluto, som de havde fundet, var alt alt for lille til at kunne påvirke de andre planeters bane nævneværdigt.

Det blev en pige på 11 år fra Oxford i England, der fandt på navnet Pluto. Venetia Burney som hun hed, var meget interesseret i klassisk mytologi, og hun syntes at sådan et koldt og mørkt sted langt borte måtte være uhyggeligt, derfor var Pluto et godt navn, da det var navnet på underverdenens gud i den romerske mytologi.

Pluto, månerne Charon, Nix og Hydra.

Med en størrelse mindre end Månens, er Pluto ikke stor, det betyder at tyngdekraften er utroligt svag. Samtidig er temperaturen på overfladen minus 240 grader Celsius, hvilket er koldt nok til, at man på Pluto som det eneste sted i solssytemet finder Metan som fast stof. Ellers mener man, at Pluto hovedsageligt består af vand-is.

Eris

I 2005 opdagede man Xena, som senere ændrede navn til Eris. Eris er større en Pluto, og befinder sig længere ude i Kuiperbæltet, men ellers minder de to dværgplaneter om hinanden.

Eris set fra Hubble rumteleskopet

Postkort fra Pluto

---

Alvin er på rundrejse i solsystemet, og sender et postkort hjem fra hvert himmellegeme, han besøger.

Her på siderne kan du læse Alvins postkort.