Handlinger tilknyttet webside

Hvorfor er nattehimlen mørk?

Et interessant spørgsmål inden for kosmologien lyder umiddelbart meget simpelt: Hvorfor er nattehimlen mørk? Når du tænker nærmere over det, er det dog bestemt ikke et enkelt spørgsmål.

virgocluster HST

Hvis universet er uendeligt, og fyldt med stjerner, burde det være sådan, at ligegyldigt i hvilken retning på himlen du kigger, vil der et eller andet sted ligge en stjerne i synslinien. Himlen ville ikke være mørk, men mindst lige så lys overalt som en stjerne.

Det, at nattehimlen er mørk, kaldes Olbers' paradoks efter den tyske astronom Heinrich Olbers, der bragte spørgsmålet på banen i starten af 1800 tallet. Det var dog en anden tysk naturforsker, Johannes Kepler, der to århundreder tidligere første gang tænkte over dette problem.

Hvis universet er uendeligt, hvorfor er hele
nattehimlen så ikke dækket af stjerner?

Vi kan ikke se uendeligt langt væk

Løsningen på Olbers' paradoks har at gøre med universet alder. Selvom universet muligvis er uendeligt, så har det kun eksisteret i knapt 14 milliarder år og derfor kan vi maksimalt se 14 milliarder lysår væk. Lys fra ting, der ligger længere væk, har ikke haft tid nok til at nå frem til os.   

Hvis universet var uendeligt gammelt og fyldt op, og stjernerne var jævnt fordelt i det, ville nattehimlen være fyldt med lys. Den simple observation, at nattehimlen er mørk med enkelte stjerner på, fortæller os derfor noget meget vigtigt om universets natur.