Handlinger tilknyttet webside

Universet udvider sig

En af de ting, vi ved om universet, er, at det udvider sig, men ingen ved, om det vil blive ved med at udvide sig for evigt, eller om det en dag vil stoppe.

Get Flash to see this player.

Lige meget i hvilken retning vi kigger, ser det ud som om de galakser, vi observerer, bevæger sig væk fra os. Det er fordi, Universet udvider sig. Men det er ikke galakserne, der bevæger sig. Det er universet, der bliver strakt i alle retninger.  Vi siger, at universet udvider sig.

Det er vigtigt at forstå, at selvom alting ser ud til at bevæge sig væk fra os, betyder det ikke, at Jorden befinder sig i universets centrum. Faktisk har universet ikke et centrum, og uanset hvor du befinder dig i universet, vil alt omkring dig se ud til at bevæge sig væk.

Universet som en rosinbolle

Universet udvidelse kan sammenlignes med et rosinbrød, der hæver, mens det bliver bagt i ovnen. Rosinerne, som skal forestille galakser, bevæger sig alle sammen væk fra hinanden, mens selve dejen, som forestiller rummet mellem galakserne, strækkes i alle retninger.  

Når universet udvider sig, er det rummet mellem de store klynger af galakser, der bliver større. Stjernerne inden i for eksempel Mælkevejen fjerner sig ikke fra hinanden, ligesom indholdet i universet – planeter, måner, mennesker – altså heller ikke vokser. På samme måde som rosinerne i rosinbrødet ikke bliver større, når brødet hæver.

Der er ikke noget uden for universet

Når universet nu udvider, hvad udvider det sig så ud i? Svaret på spørgsmålet er, at der ikke er noget uden for universet, som det udvider sig i. Fra fødslen er universet nemlig allerede uendelig stort. Udvidelsen strækker blot det uendelig store univers i alle retninger.

Man kan således ikke engang sige, at der er ’ingenting’ uden for universet, for ordet ’ingenting’ antyder en slags hulrum, og det findes ikke. At spørge, hvad der er uden for universet, svarer til at spørge, hvad der er nord for Nordpolen. Heller ikke det spørgsmål kan man svare ’ingenting’ til, for selve spørgsmålet giver ikke mening.

Universets fremtid

Universet udvider sig. Og ikke nok med det: universet udvider sig hurtigere og hurtigere, det vil sige med accelererende hastighed. Hvis det fortsætter, ender universet med at blive meget stort og meget koldt.

Astronomerne ved dog endnu ikke ret meget om, hvad der får universets udvidelse til at accelerere, derfor kan de heller ikke sige med sikkerhed, om denne udvikling vil stoppe eller blive ved for evigt.

Hvis udvidelsen fortsætter med at accelerere for evigt, vil universet også eksistere for evigt, men ikke som vi kender det i dag. Stjernerne vil uddø og universet vil langsomt blive mørkere og koldere.