Handlinger tilknyttet webside

Sorte huller

Sorte huller har fascineret, lige siden de blev forudsagt af Einsteins generelle relativitetsteori fra 1915. I dag har vi masser af observationer, der fortæller os, at sorte huller eksisterer, men de bliver stadig betragtet som nogle af universets mest mystiske objekter.

Sort hulSorte huller er objekter, der er blevet presset så meget sammen af tyngdekraften, at de ingenting fylder. Tæt på et sort hul er tyngdekraften så stærk, at selv lyset med dets hastighed på 300.000 km/s ikke kan slippe væk. Selvom sorte huller således ikke udstråler lys, kan astronomerne alligevel godt finde dem ude i rummet.

Når store stjerner dør

En stjerne, der vejer mindst otte gange mere end Solen, ender dens liv i en gigantisk eksplosion - en supernova. Stjernens kerne kollapser og bliver presset sammen til ingenting samtidig med, at den stadig vejer det samme som før kollapset. Kernen er nu blevet til et sort hul.

Jorden i en sukkerknald

Selvom et sort hul ingenting fylder, taler astronomerne alligevel om et sort huls størrelse - dets begivenhedshorisont eller Schwarzschild-radius. Her er der tale om den afstand fra det sorte hul, hvor lyset netop kan slippe væk fra hullet. Alt hvad der foregår bag et sort huls begivenhedshorisont kan vi ikke se. Nøglen til en dybere forståelse af tyngdekraften ligger formentlig bag denne barriere, men indtil videre har vi ingen muligheder for at få fingre i denne information.

Et sort hul, der er ti gange tungere end Solen, har en Schwarzschild-radius på kun ca. 30 kilometer. Hvis Jorden var et sort hul, ville dens begivenhedshorisont ikke fyldte mere end en sukkerknald. Det er dog vigtigt at huske, at sorte huller ikke har stærkere tyngdekraft end de objekter, de er blevet lavet af. Hvis vi kunne erstatte Solen med et sort hul, der er nøjagtig lige så tungt som vores stjerne, ville planeterne fortsætte uforandret i deres baner.

Einstein forudsagde sorte huller

Sorte huller beskrives af Einsteins generelle relativitetsteori fra 1915, men Einstein troede ikke selv på eksistensen af sorte huller. Det var da heller ikke før 1971, at astronomer første gang opdagede et sort hul. Det skete ved hjælp af røntgensatellitten Uhuru, som netop var blevet opsendt. Uhuru målte stråling fra en stærkt varierende røntgenkilde Cygnus X-1, som viste sig at have en meget stor masse samlet på et meget lille område. Den bedste forklaring på observationerne var, at Cygnus X-1 indeholder et sort hul. Siden dengang er mange sorte huller blevet afsløret.