Jorden - vores blå planet

Jorden er en særlig planet

Jorden myldrer med liv fra små encellede bakterier til kæmpestore blåhvaler. Og alle de forskellige livsformer er forbundet i et komplekst økosystem, hvor alt påvirker hinanden. Men Jorden er ikke en isoleret ø i Solsystemet. Den bliver i høj grad påvirket udefra af for eksempel Solen og Månen.

Jorden ligger i Solsystemets beboelige zone

Jorden er anderledes end de andre planeter i Solsystemet, fordi her er masser af liv. Det er planetens placering i forhold til Solen, der gør den til noget særligt. Jorden ligger nemlig i det, man kalder Solsystemets beboelige zone. Det er den afstand fra Solen, hvor der kan være flydende vand og måske derfor også liv, som vi kender det.

I denne afstand fra Solen er temperaturen lige tilpas til, at der kan opstå liv, som vi kender det. Samtidig har Jorden en størrelse, der giver vores planet en tyngdekraft, der er tilpas til at kunne holde på vores atmosfære. På Jorden sikrer atmosfærens tryk, at vand kan forekomme i flydende form. Og både Jordens atmosfære og magnetfelt beskytter mod den kosmiske stråling fra rummet og partikelstrålingen fra Solen, som er skadelige for levende organismer. Ozonlaget i atmosfæren beskytter desuden mod den energirige stråling fra Solen (ultraviolet, røntgen og gamma) som også er skadelig for levende organismer. Alle disse forhold til sammen skaber gode betingelser for liv.

Liv på Jorden

Da livet fik fodfæste på Jorden, var betingelserne ikke optimale for det liv, vi kender i dag. Det startede i det små – med encellede organismer som cyanobakterier (blågrønalger). De opstod mindre end 1 milliard år efter, at Jorden blev dannet. Og ilten i atmosfæren kom, da cyanobakterierne begyndte at udføre fotosyntese. Ilt er en yderst vigtig drivkraft i evolutionen af dyr. Men der gik lang tid, før der kom dyr på Jorden. For der var andre udfordringer i Jordens klima. Temperaturen var i en periode ekstremt lav, i forhold til det klima vi kender i dag. Forskerne mener, at Jorden for 7-800 millioner år siden havde et meget koldt klima med omkring -50 ^oC – en såkaldt snebold-jord-periode. Men der var vulkansk aktivitet. Og vulkaner, der gik i udbrud, udledte store mængder CO₂ til atmosfæren – så meget at temperaturen begyndte at stige. Og for cirka 543 – 495 millioner år siden skete der næsten en eksplosion af nye dyrearter på Jorden. Denne periode kalder man den kambriske periode. Her opstod stamformerne til de fleste større dyrerækker på Jorden.

Jorden har ikke altid lignet den blå planet, vi kender så godt.

Jorden har været gennem et vildt udviklingsforløb gennem 4,6 mia. år. Den har været en lavadækket planet med en giftig atmosfære, en havverden med det allerførste mikrobiologiske liv, en dampende tropisk verden med kæmpe trampende dinosaurer og en klode, med masser af is, hvor huleboende mennesker jagtede mammutter. Det skal man lige huske, når man sammenligner Jorden, som vi kender den i dag, med andre planeter.

Årstiderne, dagens længde og Solens højde

Vi har skiftende årstider, fordi Jorden roterer om en akse, der hælder cirka 23 grader i forhold til Solen. Derfor er der i løbet af året forskel på, hvordan den nordlige og sydlige halvkugle hælder ind mod eller væk fra Solen. I Danmark får vi for eksempel mindre sollys om vinteren end om sommeren. Det er fordi, den nordlige halvkugle hælder væk fra Solen. Det får Solen til at stå lavere på himlen, og derfor rammer solstrålerne jordoverfladen med en mere flad vinkel, end om sommeren. Det gør, at dagene er kortere om vinteren end om sommeren. Årstiderne har ikke noget at gøre med, at Jorden bevæger sig i en ellipsebane om Solen. Faktisk er Jorden tættest på Solen, når det er vinter i Danmark.

Sol- og måneformørkelser

Der opstår solformørkelse, når Solen, Månen og Jorden står på en lige linje med Månen i midten. Månen skygger for Solens lys. Og de steder på Jorden, hvor skyggen rammer, blive der solformørkelse. Jordens og Månens baner hælder I forhold til hinanden. Derfor sker det kun sjældent, at Månen passerer lige mellem Solen og Jorden.

Månens faser

Det tager omkring en måned for Månen at kredse én gang rundt om Jorden.

Undervejs kan vi fra Jorden se mere eller mindre af Månens lys- og skyggeside. Månen har fire faser, der er defineret ud fra dens placering i forhold til Jorden og Solen. 

STØRRELSESFORHOLD I RUMMET

I denne animation kan du se Jorden, Månen og Solen i deres rigtige indbyrdes størrelsesforhold. 

Jorden og Månen er rykket meget tættere på Solen, end de er i virkeligheden. Det gør, at du kan se, hvor stor Solen er i forhold til dem.

Tidevand

Tidevand er havets skiften mellem højvande og lavvande. Tidevand opstår på grund af de forskelle i Månens og Solens tyngdekraft, der mærkes på ene og den anden side af Jorden.

De fleste steder på Jorden opstår der højvande og lavvande to gange i døgnet. Det er fordi, Jorden drejer rundt som vist på animationen, hvor vi ser Jorden oppefra – ned mod Nordpolen.

Men nogle steder oplever man kun et højvande og et lavvande pr. døgn. Det er fordi Jordens tidevandsbølge bliver bremset af landjorden, og det giver forskellige variationer I tidevandet.

Drivhuseffekten

I dag er Jordens gennemsnitstemperatur 15 ºC, og det gør Jorden til et ideelt sted for liv. Det kan lyde paradoksalt – men det kan vi takke drivhuseffekten for. Uden drivhuseffekten ville temperaturen på Jorden nemlig være -18 ºC.

Drivhuseffekten opstår på grund af drivhusgasser, som holder på den energi, der kommer fra Solen. Drivhusgasserne er især vanddamp og CO₂. Drivhusgasserne kan sammenlignes med en dyne, som holder på en del af Solens energi og holder på varmen. Men drivhuseffekten kan også blive for stor. Det er ved at ske, fordi vi mennesker udleder for store mængder CO₂, når vi blandt andet brænder fossile brændstoffer af eller ændrer Jorden gennem vores landbrug.

Se animationen om Jordens magnetfelt

Animationen viser, hvordan Jordens magnetiske felt skabes fra Jordens indre, og hvordan magnetfeltet danner en form for enorm boble som beskytter os mod kosmisk stråling og partikelstrålingen fra Solen, som vi også kalder solvinden. ESAs Swarm mission har undersøgt og målt disse magnetiske signaler, der danner Jordens magnetfelt. Swarm satellitterne blev opsendt i 2013. (Animation: Footage courtesy of ESA/ATG medialab).